Vedtægter

V E D T Æ G T E R  FOR  B K  Y D U N

af 20. november 2007

(Stiftet 1916)

 

 

 

§1

Navn og Hjemsted

Foreningen BK (Boldklubben) Ydun, der har hjemsted i Frederiksberg kommune, er stiftet 1916. Foreningen er tilsluttet Frederiksberg Idræts Union (FIU), Københavns Håndbold Forbund (KHF) og Dansk Håndbold Forbund (DHF) under Danmarks Idræts Forbund (DIF) og er underlagt disses love og bestemmelser.

 

§2

Formål

Foreningens formål er primært at dyrke håndbold og med udgangspunkt i fælles-skabet og det sociale liv i klubben at udbrede kendskabet til denne idræt. Endvidere at udvikle medlemmernes lyst til at engagere sig og tage et medansvar i foreningen. Andre sportsgrene kan inddrages efter generalforsamlingens beslutning.

 

§3

Medlemskab

Som aktivt medlem kan bestyrelsen optage enhver, der opfylder de i §1 nævnte forbunds betingelser for indmeldelse.

Optagelse af passive medlemmer kan ske uanset alder. Passive medlemmer har ikke adgang til selve idrætsudøvelsen, men er valgbare til bestyrelsesarbejde såfremt medlemmet er fyldt 18 år.

§ 4

Indmeldelse

Indmeldelse skal ske skriftligt på indmeldelsesblanket til foreningens bestyrelse. For medlemmer under 18 år skal indmeldelsesblanketten underskrives af forældre eller værge. Indmeldelsen er bindende, dog er der en prøvetid på 2-3 uger svarende til 6 prøvetræninger.

 

§5

Udmeldelse

Udmeldelse skal ske skriftligt til bestyrelsen. Udleveret spillertøj, træningsdragt og andet materiel skal samtidig leveres tilbage. Indbetalt kontingent refunderes ikke.

Såfremt medlemmet har et økonomisk og/eller materielt mellemværende med for-eningen udleveres evt. spillercertifikat ikke.


§6

Kontingent

Kontingentet fastsættes på den ordinære generalforsamling. Kontingentet betales forud. Indbetalingsterminer og opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen.

 

§7

Restance

Kontingentet skal være betalt inden udgangen af forfaldmåneden. Restancer ud over 3 måneder kan medføre eksklusion. Før en sådan effektueres, gives der restanten skriftlig meddelelse herom med 14 dages varsel. Såfremt medlemmer er i restance, er bestyrelsen berettiget til at pålægge deres kontingent det beløb, ekstraop-krævningen koster.

 

§8

Udelukkelse og eksklusion

Når en spiller eller en pårørende repræsenterer klubben, skal disse udvise sømmelig optræden og til enhver tid efterkomme bestyrelsens eller ledernes henstillinger. Såfremt disse ikke bliver efterkommet eller vedkommendes opførsel strider mod foreningens vedtægter, eller medlemmet på særlig grov måde har tilsidesat sine medlemspligter, kan bestyrelsen idømme medlemmet eller den pårørende udelukkelse eller eksklusion.

Såvel i sager om udelukkelse som eksklusion har medlemmet eller den pårørende krav på at blive hørt inden bestyrelsen træffer sin afgørelse.

I sager om eksklusion har medlemmet eller den pårørende krav på, at sagen afgøres på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt. En generalforsamlings afgørelse af en eksklusion kræver samme majoritet som en ændring af foreningens vedtægter.

 

§9

Ordinær generalforsamling

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i alle anliggender.

Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt inden udgangen af maj måned.

Adgang til generalforsamlingen har alle foreningens medlemmer, Yduns Venners bestyrelse samt hvem bestyrelsen måtte indbyde.

Stemmeret har alle medlemmer, der i sæsonen før generalforsamlingen som minimum alle er juniorer og som ikke er i kontingentrestance. Der kan kun stemmes ved person-ligt fremmøde.

Generalforsamlingen indkaldes med mindst 6 ugers varsel ved opslag i klubbens skab i hallen og/eller ved annoncering i evt. klubblad, en lokalavis eller eventuel hjemmeside med angivelse af foreløbig dagsorden og eventuelle indkomne forslag.

Forslag som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen senest 4 uger før generalforsamlingens afholdelse. Er der indkommet forslag, offentliggøres disse til medlemmerne sammen med den endelige dagsorden og det reviderede regnskab sådan, at det er tilgængeligt for medlemmerne på klubbens kontor senest to uger før generalforsamlingen.

En rettidig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.

 

§10

Dagsorden

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:

1) Valg af dirigent og referent

2) Bestyrelsens beretning for det forløbne år

3) Forelæggelse af det reviderede regnskab for det forløbne år til godkendelse

4) Forelæggelse af bestyrelsens budgetforslag for det kommende år til godkendelse

5) Fastsættelse af kontingent

6) Behandling af indkomne forslag

7) Valg til bestyrelsen

8) Valg af revisor og revisorsuppleant

9) Eventuelt

 

§11

Generalforsamlingens ledelse m.v.

Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen. Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Dog kræver vedtægtsændringer og foreningens opløsning kvalificeret majoritet – jvf. § 17 og § 18.

Valgbare til bestyrelsen er medlemmer, der er fyldt 18 år og har stemmeret – jvf.. § 9. Desuden har Yduns Venners bestyrelse stemmeret.

 

§12

Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst en femtedel af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske herom med en angivelse af det emne, som ønskes behandlet. Generalforsamlingen skal afholdes senest 4 uger efter begæringens modtagelse. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes med mindst 1 uges varsel. For så vidt angår øvrige krav til indkaldelsen, mødets ledelse, afstemning m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.

 

§13

Bestyrelse – Valg
Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold.
Bestyrelsen består som minimum af 6 medlemmer: En formand, en kasserer, en ungdomsformand, en seniorformand, en sponsoransvarlig og en klub- og udviklingsansvarlig. Herudover kan vælges op til 3 menige medlemmer. Alle vælges for ét år ad gangen af den ordinære generalforsamling.
Bestyrelsen kan nedsætte nødvendige udvalg til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver. Bestyrelsen udpeger udvalgsformænd og godkender udvalgenes sammensætning. De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter foreningen i henhold til vedtægterne.
§14

Forretningsorden og tegningsret

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 3 af dens medlemmer, heriblandt formanden, er til stede. Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol.

Foreningen tegnes af formanden og kassereren i forening. Ved økonomiske disposi-tioner under kr. 5.000,- kan kassereren tegne foreningen alene.

Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom skal godkendes af generalforsamlingen. Ligeledes skal låneoptagelse på mere end kr. 50.000,- godkendes af generalfor-samlingen.

 

§15

Regnskab

Foreningens regnskabsår er pr. 1. januar til og med 31. december.

Bestyrelsen skal inden den 30. april afgive driftsregnskab for det foregående år og status pr. 31. marts til revisoren. Driftsregnskab og status forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift. Driftsregnskab og status offentliggøres jfr. § 9 til foreningens medlem-mer sammen med den endelige indkaldelse til den ordinære generalforsamling.

 

§15a

Bestyrelsen er ansvarlig for, at der til internt brug i foreningen føres regnskab for perioden 1. april til 31. marts. Det interne regnskab følger de øvrige bestemmelser omkring refusionsaflæggelse og revision i §15 og §16.

Bestyrelsen er ansvarlig for, at der inden den 30. april udarbejdes budget for det kommende interne regnskabsår, som forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse.

 

§16

Revision

På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen en revisor og en revisorsuppleant. Revisoren skal hvert år i april måned gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningerne er tilstede. Revisionsformen er regnskabsmæssig revision, og driftsregnskab og status forsynes med en påtegning. Revisoren har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.

 

§17

Vedtægtsændringer

Ændring af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

 

§18

Foreningens opløsning

Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling. Klubben kan ikke opløses så længe 15 aktive medlemmer over 18 år stemmer for dens opretholdelse. Ved vedtagelse af foreningens opløsning skal der på generalforsamlingen samtidig træffes bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes med foreningens formue, herunder eventuelt fast ejendom og løsøre.